Ammevejledning i Aalborg
Støtte til en tryg ammeopstart — til dig, der oplever udfordringer med amningen. Sammen finder vi løsninger, der passer til dig og dit barn, i klinikken eller ved hjemmebesøg.

Har du brug for hjælp til amningen eller ønsker støtte til en tryg ammeopstart, gør jeg, hvad jeg kan, for at finde en tid hurtigt — også ved akutte udfordringer i de første dage efter fødslen.
Ammevejledning
90-120 min · 1.395 kr.
1.095 kr. efter tilskud fra Sygeforsikring Danmark
Opfølgende besøg
60 min · 695 kr.
Bookes pr. telefon eller mail
Book
Book onlineSom jordemoder siden 2018 har jeg adskillige års erfaring med ammevejledning. Jeg er uddannet ammekonsulent (DCA) og tungebåndsvejleder, og jeg brænder for at støtte jer med viden, tryghed og individuelle løsninger, der passer til netop jer og jeres barn.
Kom trygt fra start
Ingen ammeforløb er ens. Selvom mange oplever amningen som naturlig, kræver det ofte både tid, øvelse og tålmodighed at få amningen godt etableret.
Amningen fylder meget i tiden efter fødslen og er en vigtig del af samspillet mellem mor, barn og familie. Derfor er det helt normalt at møde udfordringer undervejs — også selvom ønsket om at amme er stort.
Hvis amningen ikke fungerer som forventet, kan det give både usikkerhed, frustration og bekymring. Her kan ammevejledning være en hjælp til at skabe ro og overblik og støtte jer i at finde de løsninger, der passer til netop jer.
Ammevejledning kan hjælpe, hvis du oplever
Smerter ved amning
Sår og revner på brystvorterne
Udfordringer med barnets sutteteknik
Mistanke om stramt tunge- eller læbebånd
Svært ved at lægge barnet til brystet
Mistrivsel hos barnet
Behov for vejledning i ammestillinger
Udfordringer med mælkeproduktionen
Mælkeknuder eller brystbetændelse
Usikkerhed omkring ammeopstart eller det videre forløb
Ammevejledning handler ikke kun om at løse udfordringer, men også om at forebygge dem. Den er også relevant for dig, som gerne vil sikre, at du og dit barn kommer bedst muligt fra start.
Nogle gange er det små justeringer, der skal til for at gøre den store forskel. Andre gange kræves der større tiltag for at få amningen på rette kurs. Jeg guider og vejleder altid med udgangspunkt i dig og din baby, jeres situation og jeres fælles ammeforløb.
Hvordan foregår en ammevejledning?
Ammevejledningen kan enten foregå i trygge rammer i klinikken eller hjemme hos jer. Uanset hvor vejledningen finder sted, er det vigtigt for mig, at I får konkrete redskaber med, som I kan arbejde videre med efter besøget.
Vi taler om jeres oplevelse af amningen og de udfordringer eller spørgsmål, I har. Jeg ser på barnets sutteteknik, barnets position ved brystet og jeres ammestillinger, så vi sammen kan finde løsninger, der fungerer for jer.
Med udgangspunkt i min uddannelse som tungebåndsvejleder laver jeg desuden en vurdering af barnets tunge- og læbebånd samt en mundmotorisk vurdering, hvis det er relevant.
Der er afsat halvanden til to timer til en ammevejledning inklusive journalføring. Efter besøget har I mulighed for kontakt og opfølgning via telefon eller sms op til en uge efter.
Ammevejledning tilpasses altid jeres individuelle situation, behov og ønsker. Sammen lægger vi en plan for jeres videre ammeforløb, som I efterfølgende modtager på skrift. Begge forældre er meget velkomne til at deltage.
Opfølgende ammebesøg
Et opfølgende ammebesøg kan være relevant, hvis du føler behov for yderligere støtte til at få amningen op at køre, hvis du har andre ønsker til fokusområder end dem, vi arbejdede med ved første besøg, hvis der støder nye udfordringer til, eller som opfølgning efter eventuelt klip af læbe- eller tungebånd samt anden spædbarnsbehandling.
Praktisk og tillæg
Ammevejledning i klinikken kan bookes online. Jeg har enkelte tider i kalenderen til ammevejledning i hjemmet — kan du ikke finde en tid, der passer, så send mig en sms eller mail, så finder vi hurtigst muligt en tid til dig.
Ved hjemmebesøg pålægges et kørselsgebyr på 200 kr. inden for 20 km fra klinikken, herefter 5 kr. pr. km tur/retur.
Efter kl. 18.00 på hverdage: tillæg på 200 kr. I weekenden: 300 kr. På helligdage: 400 kr.
Dækningsområde
I klinikken i Aalborg — eller hjemme hos jer
Jeg tilbyder ammevejledning i klinikken i Aalborg og ved hjemmebesøg i Aalborg og omegn, blandt andet Nørresundby, Støvring og Nibe. Er du i tvivl, om jeg dækker dit område, er du altid velkommen til at kontakte mig.